title: "Forretningsorden 22-10-2024"
date: "2026-04-13"
created: "2026-04-13"

[Hjem](https://billund-varme.dk/)

[Footer](https://billund-varme.dk/footer)

[Forretningsorden 22-10-2024](https://billund-varme.dk/footer/forretningsorden-22-10-2024)

# Forretningsorden 22-10-2024

## § 1 Konstituering

1.1. Bestyrelsen træder sammen snarest efter den årlige generalforsamling til konstituerende møde.

1.2. Direktøren indkalder til mødet, indtil formanden er valgt, ledes det af det medlem, der har længst anciennitet i bestyrelsen.

1.3. Til det konstituerende møde skal bestyrelsen være fuldtallig.

1.4. Mødet har følgende dagsorden:

1. Valg af formand

2. Valg af næstformand

Mødet kan være første punkt i førstkommende ordinære bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

1.5. Såfremt formand, eller næstformand i løbet af året måtte fratræde, skal bestyrelsen konstituere sig på ny.

1.6. Bestyrelsen honoreres med kr. 16.900, dog modtager bestyrelsesformanden kr. 33.800. Derudover modtager bestyrelsesmedlemmer et møde diæt på kr. 2.400 pr. møde/mødedag over 3 timers varighed. Alle tal er pr. 1/6 2022. Alle beløb indekseres årligt med udviklingen i lønindeks for virksomheder og organisationer i energiforsyning.

1.7. Tegningsret: Ifølge Billund Varmeværks vedtægter af juli 2024 § 8.7 tegnes selskabet af 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.

## § 2 Nedsættelse af udvalg

2.1. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg.

## § 3 Mødeindkaldelse

3.1. Bestyrelsen fastsætter en gang om året sine ordinære møder.

3.2. Formanden er herudover pligtig til at indkalde til ekstraordinære bestyrelsesmøder, når dette er nødvendigt, eller når det begæres af mindst 3 medlemmer af bestyrelsen.

3.3. De ekstraordinære bestyrelsesmøder indkaldes med mindst 5 dages varsel. Det nævnte varsel kan dog afkortes af formanden, når der foreligger sager til behandling, som kræver en hurtig afgørelse.

3.4. Senest 5 dage før de ordinære bestyrelsesmøder fremsender direktøren i samarbejde med formanden en dagsorden samt skriftligt materiale til brug for bestyrelsens behandling af de enkelte sager.

3.5. Forslag fra bestyrelsesmedlemmer, der ønskes optaget på dagsordenen, sendes til formanden senest 14 dage før det møde, hvor det ønskes behandlet.

3.6. Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende punkter:

1. Godkendelse af referat fra sidste bestyrelsesmøde

2. Projekter

3. Økonomi

4. Ledelse beretning

5. Eventuelt

## § 4 Bestyrelsesmøder

4.1. Bestyrelsesmøderne ledes af formanden. I dennes fravær af næstformanden.

4.2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er mødt til indvarslet møde, hvor af formanden eller næstformanden skal være den ene.

4.3. Bestyrelsens forhandlinger er fortrolige, medmindre der er tale om forhold, der er bestemt for offentliggørelse eller som ifølge love/regler skal offentliggøres.

4.4. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, og alle beslutninger og vedtagelser indføres i et beslutningsreferat, hvor også mindretallet har ret til at forlange sine motiverede forslag og afstemninger indført. Tilsvarende udarbejdes et beslutningsreferat for generalforsamlingens forhandlinger og beslutninger.

4.5. Ved uopsættelige afgørelser er det ved stemmelighed formandens stemme, der er afgørende.

4.6. Såfremt en sag ikke skønnes rimeligt belyst, kan mindst 2 medlemmer begære den udsat til et senere møde.

4.7. Beslutningsreferatet opbevares på bestyrelsesdrevet i teams og er til rådighed for medlemmerne, når det måtte ønskes.

4.8. Beslutningsreferatet udsendes til medlemmerne senest 14 dage efter mødet og godkendes på det efterfølgende møde.

4.9. Direktøren deltager i bestyrelsesmøderne, medmindre andet i specielle tilfælde besluttes af bestyrelsen.

4.10. Direktøren er bestyrelsens sekretær, men har ikke stemmeret.

4.11. Direktøren orienterer om personaleforhold.

## § 5 Bestyrelsessuppleanter

5.1. Har et medlem af bestyrelsen forfald af længere varighed, kan den på generalforsamlingen valgte suppleant træde i vedkommendes sted.

Kortvarige fravær p.g.a. sygdom, bortrejse, andet arbejde eller lignende årsag, skal dog ikke betragtes som forhold, der nødvendiggør indkaldelse af suppleant.

## § 6 Bestyrelsens pligter og kompetencer

6.1. Bestyrelsens medlemmer varetager selskabets interesser ud fra en helhedsbetragtning, hvor det er selskabets tarv, der prioriteres.

6.2. Bestyrelsen fører tilsyn med selskabets virksomhed og påser, at dette ledes i overensstemmelse med gældende lovgivning, vedtægter m.v.

6.3. Bestyrelsen fastlægger tariffer.

6.4. Normering af nye stillinger foretages af bestyrelsen efter indstilling af direktøren.

6.5. Forslag til dispositioner, der ikke vedrører den daglige drift og som ikke er anvist af bestyrelsen, forelægger direktøren formand eller næstformand til afgørelse. Måtte en sådan disposition ikke, uden skade, kunne udsættes til kommende bestyrelsesmøde, foretager formand eller næstformand dispositionen og aflægger snarest muligt beretning herom til bestyrelsen.

6.6. Bestyrelsen fastlægger selskabets strategi på såvel kort som lang sigt, bestyrelsen skal tilstræbe at afholde årlige visionsmøder.

6.7. Bestyrelsen antager og afskediger direktør og fastsætter løn og ansættelsesvilkår for denne.

6.8. Formanden orienterer om særlige forretninger i den forgangne periode.

6.9. Bestyrelsen fastlægger honorar til bestyrelsesmedlemmer.

## § 7 Direktøren

7.1. Direktøren varetager den daglige ledelse af selskabet og skal derved følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har fastlagt i direktørkontrakten.

7.2. Formanden og direktøren repræsenterer selskabet over for pressen og myndigheder.

7.3. Direktøren ansætter og afskediger varmeværkets personale inden for det af bestyrelsen godkendte personalebudget.

7.4. Direktøren kan træffe økonomiske dispositioner indenfor budgettets drift- og anlægsrammer. Direktøren er forpligtet til at orientere bestyrelsen ved væsentlige afvigelser.

## § 8 Tavshedspligt

8.1. Bestyrelsens møder er lukkede.

8.2. Bestyrelsesmedlemmerne har tavshedspligt med hensyn til, hvad de erfarer i deres egenskab af bestyrelsesmedlem, medmindre der er tale om forhold, der er bestemt for offentliggørelse eller som ifølge love/regler skal offentliggøres.

8.3. Personsager er fortrolige.

8.4. Ved et bestyrelsesmedlems udtræden af bestyrelsen overdrages ansvarligt materiale til formanden.

## § 9 Habilitet

9.1. Ethvert bestyrelsesmedlem har pligt til forud for mødet at underrette bestyrelsen om ethvert spørgsmål, som kan give anledning til drøftelse om habilitet.

9.2. Et bestyrelsesmedlem eller direktøren må ikke deltage i behandling af spørgsmål af nedenstående karakter:

1. Aftaler mellem selskabet og vedkommende selv

2. Spørgsmål hvor vedkommende selv er part.

## § 10 Økonomi

10.1. Direktøren udarbejder til bestyrelsesmødet i oktober et driftsbudget samt et investeringsbudget for det kommende år. Direktøren orienterer løbende bestyrelsen om væsentlige ændringer.

10.2. Desuden udarbejdes der langtidsbudgetter, når dette er betimeligt af budget- og investeringsmæssige årsager.

10.3. Drifts- og investeringsbudget drøftes i og vedtages af bestyrelsen.

10.4. Driftsbudget fremlægges på generalforsamlingen af økonomichefen.

10.5. Økonomichefen fremlægger på alle ordinære bestyrelsesmøder seneste perioderegnskab samt orienterer om værkets aktuelle likviditet og finansielle oversigt

10.6. Årsregnskabet udarbejdes af revisor og forelægges af revisoren for bestyrelse på bestyrelsesmødet i marts og efterfølgende for generalforsamling.

## § 11 Årsregnskabet

11.1. Bestyrelsen påser, at regnskabet opgøres således, som god regnskabsskik tilsiger i overensstemmelse med lovgivningens krav derom.

11.2. Det reviderede årsregnskab og revisorprotokol underskrives af bestyrelsen.

11.3. Mener et bestyrelsesmedlem, at årsregnskabet ikke bør godkendes, eller har bestyrelsesmedlemmet andre indvendinger mod dette, som bestyrelsesmedlemmet ønsker at gøre selskabets generalforsamling bekendt med, skal dette fremgå af påtegning på regnskabet, og en redegørelse herfor skal gives i årsrapporten.

11.4. Ethvert bestyrelsesmedlem, der nærer nogen tvivl om en post på status eller resultatopgørelsen, er pligtig til at søge tvivlen opklaret senest på det møde, hvor bestyrelsen gennemgår regnskabsudkastet.

11.5. Regnskabets poster sammenlignes med de tilsvarende poster på budgettet, og forskydningerne belyses nærmere.

## § 12 Indkaldelse til generalforsamling

12.1. Bestyrelsen foranlediger indkaldelse til generalforsamling og påser, at indkaldelse og afholdelse er i overensstemmelse med vedtægterne og lovgivningen.

## § 13 Ændring af forretningsordenen

13.1. Bestyrelsesmedlemmer tiltræder forretningsordenen på det konstituerende møde.

13.2. Ændring af forretningsordenen kræver almindeligt stemmeflertal blandt bestyrelsen.

13.3. Alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive den originale forretningsorden.

13.4. Alle bestyrelsesmedlemmer modtager kopi af forretningsordenen.

Vedtaget af bestyrelsen for Billund Varmeværk på bestyrelsesmødet den 22. oktober 2024.|  |  |  |

| **Erik Eskildsen**Formand | **Jari Toftkjær Sørensen**Næstformand | **Per Guldager**

Bestyrelsesmedlem |
| **Peter Larsen**Bestyrelsesmedlem | **Robert Mortensen**Bestyrelsesmedlem | **Lars Schou Nielsen**

Bestyrelsesmedlem |
| **Jens Enevoldsen**

Direktør |  |  |